Menu

REJSEN ER BEGYNDT – SKOLESTART PÅ MULERNES LEGATSKOLE

I dag fik vi sparket det nye skoleår i gang og budt varmt velkommen til både nye og gamle. Og det blev gjort med eftertryk! Den prisvindende Emilie Bruun fra 2a sang og spillede sangen Thin Air, som hun selv har været med til at skrive, så luften sitrede, og Rektor Torben Jakobsen skjulte sine svulmende brystmuskler bag en flot t-shirt med ordene ”Kys bedre” –  nej, det skorter bestemt ikke på kærlighed på Mulernes Legatskole!

Udover at være en kærlig opfordring, er ”Kys bedre” navnet på en antirygekampagne, som Mulerne deltager i. Skolen har i den forbindelse underskrevet en aftale om at være med til at gøre Odense røgfri. Slå et smut forbi ”sundhedsvæggen” i kantinen ved siden af elevatoren, hvor du også kan se indrammede plakater med budskabet ”Tak fordi du ikke ryger”.

Men festen var bestemt ikke forbi: Da 2hf’ere, 2g’ere og 3g’ere havde forladt salen for at gå ned til deres klasser, overtog introudvalgseleverne scenen og indbød alle nye mulere til en turistrejse efter alle kunstens regler. Ganske symbolsk, efter Emilies fortræffelige sang om den tynde luft… Det bliver spændende at se, hvor rejsen vil føre dem hen. Og hvem, der undervejs præsterer at fedte mest for de søde stewardesser og lækre piloter.

Du kan de næste dag læse mere om de mange sjove introaktiviteter her på MulerUpdate. Du kan også læse mere om Emilies flotte pris på Mulernes Legatskoles FB-side og hjemmesiden… Husk desuden at følge ugens instagram-takeovere, 2a’erne Amalie og Sebastian, der på Instagram sender ord og billeder fra introdagene.

Velkommen til en spændende, musikfyldt og røgfri rejse ind i skoleåret 2018-2019, alle sammen!

Se flere billeder på MulerUpdate 

Loading...