Menu

Selvom Mulernes Legatskole ikke har haft den store succes ved OS-regattaen og er blevet snydt på målstregen af de tre andre Odense-gymnasier et par gange, har idræt og fysisk udfoldelse altid haft en vigtig plads på skolen. Tænk blot på Moserunden, hvor mulerelever løber Vollsmose tynd og sætter et energisk præg på den store nabo mod øst.

I fremtiden kan vi se frem til en endnu stærkere idrætsprofil. Mulernes Legatskole har som det eneste odenseanske gymnasium – og ét af kun 20 gymnasier på landsplan – fået dispensation til at oprette en studieretning med Idræt på B-niveau.

En vigtig årsag til denne særlige dispensation skal findes i det meget frugtbare samarbejde, Mulernes Legatskole har haft med B1909 og nærliggende folkeskoler, hvor elever fra Idræt B har været brugt som instruktører og rollemodeller for folkeskoleelever og andre unge i lokalområdet. Dette gode samarbejde med lokale foreninger og skoler udmøntede sig i 2011 i, at alle parter kunne støtte Legatskolens etablering af det store udendørs multi-idrætsanlæg med parkour, cross-fit, beachvolley, strandhåndbold, basketball, håndbold, fodbold, hockey mm.

I det hele taget er der lagt stor vægt på, at skolen har nogle af landets absolut bedste idrætsfaciliteter. Ud over det udendørs multiidrætsanlæg har vi den store idrætshal, grønne områder, adgang til B1909s anlæg og tennisbaner og – selvfølgelig – det flotte motionshus i to etager. Desuden vejer det tungt, at idrætslærerne er både engagerede og kvalificerede og ved siden af undervisningen er involveret i en lang række spændende aktiviteter: Lærergruppen tæller bl.a. en styrketræningsinstruktør for fodboldlandsholdet, en DBU-konsulent for ungdomslandholdet, en fysisk træner i superligaen i fodbold og to sportsmassører.

Det bliver dejligt at se Mulernes Legatskole summe af endnu mere sportsliv, og hvem ved – måske vinder vi en dag regattaen for næsen af de tre andre OS-skoler.